Miljøforeningen Dover Sogn

Velkommen til Dover Sogn i år 2045...

En historie af Peter N. Andersen

Foto: Arcwind

Vores besøgende foretrækker at

få læst historierne op:

Marie og Bente er færdig med dagens undervisning på Bjedstrup skole og går ud og tager en Smartbus til Ry, hvor de skal mødes med to veninder nede på havnen. Selvom de kun er 9 år, er det tilpas sikkert nok at tage den førerløse bus, idet den er udstyret ansigtsgenkendelse. Dermed sikres, at kun A-borgerne, der er Covid 44 vacineret, har adgang. Smartbusserne kører hvert 5 min i fast rutefart fra Skanderborg til Ry med 6 stop. Marie og Bente bruger altid bussen til skole fra Svejstrup Øst, hvor de bor i de nye boligfællesskab Fremtiden.


Maries forældre, Isabella og William, flyttede fra Nye lidt nord for Aarhus, da Marie skulle begynde i skole. De havde egentlig drømt om at komme ud på landet, men valgte alligevel Svejstrup Øst, der ligger med udsigt over Mossø mod syd. Der er ikke langt til naturen, siger de ofte til hinanden, selvom Svejstrup Øst er en del af byområdet Bjedstrup Svejstrup. De bor i et lejet træhus med fælles have, orangeri og motionscenter, idet de ikke selv vil bruge tid på at passe have og male træværk. Mange gange spiser de aftensmad i fælleshaven, Parc de Bagatelle, hvor der man kan sidde ude og spise om aftenen fra april til oktober, med mulighed for skygge i højsommeren.


Mod syd ligger vinmarker på de sydvendte skråninger ned mod Alken, hvor flere vinbønder fra Bourgogne har slået sig ned. Det er efterhånden blevet for varmt for deres Chardonnay og Pinot Noir druer hjemme i Frankrig, og de tror, at med placeringen i det milde østjylland er de mere fremtidssikret mod de efterhånden alt for varme og tørre somre sydover. I dag dyrkes mere oliven end vin i Bourgogne, og de er kendt for produktion af den bedste olivenolie i Frankrig. Ved Boes dyrkes i dag abrikoser, der er blevet kendt for de mange slags tørrede udgaver med hver sin smag.

Foto: Ales Maze

Isabella kommer oprindeligt fra Svejstrup. Da hun gik på Bjedstrup Skole, var der ikke engang etableret en cykelsti til skolen, og der fandtes produktion af grise inde i byen. Det har Marie og Bente svært ved at forestille sig, da der i dag ikke er flere grise tilbage i området. Isabella fortæller om, at det var koldere, da hun var barn, og at hun kan huske, Mossø var frosset til, og at man kunne gå ude på søen! Dengang gik søen kun til Alken. Men vandstanden er i dag højere, og man kan nu sejle vest om Alken, hvor der tidligere var en å, til Vessø og videre til Møllesøen i Ry. Ved Svejstrupbakken er der lavet en lille anløbsbro, som Maries familie jævnligt bruger, når de fisker efter farverige ciclider.


Maries far, William, er operatør på et Power-to-X anlæg, der er opstillet ved Yding Skovhøj, hvor vindforholdene er gode for de store SiemensVestas vindmøller. Imodsætning til mange andre i byen arbejder han næsten ikke hjemmefra, idet han skal være til stede for at sikre den rigtige blanding af brint og CO2, der bruges til at producere elektrobrændstof. Som langt de fleste i byen bruger William en eldrevet delebil på arbejde, selvom han i garagen har sine forældres gamle Audi A4. Men den bruger han kun få gange om året, idet benzin er meget dyr, og der kun kan købes 8 liter hver anden måned. William er efterhånden også godt træt af at køre i Audien til Ry, idet der bliver buet af ham, og afgiften per kørt km er næsten tyve gange højere, end hvis han havde taget Smartbussen.


Maries morfar og mormor bor på det private Plejehjem Anders Nielsens, der ligger ved siden af den gamle præstegård i Svejstrup. Marie kigger ofte ind til dem og hører om historier fra gamle dage, hvor der sommetider var sne om vinteren, og man kunne skyde snebolde efter hinanden i skolegården. Det er ikke altid de er hjemme, da de ofte bruger de nyanlagte stier rundt i DoverSogn. Man må kun cykle eller køre med de nye smarte Musk Air Run. Morfar fortæller, at da hans farfar var barn, gik de på stierne til Bjedstrup Skole. Da kaldte man dem trampestier, men de blev efterhånd pløjet op. Maries mormor og morfar køber ekstra ture på plejehjemmet, så de kan besøge kirkegården ved Dover Sogn og ”hilse på de gamle venner”.


Mod nord mod Hemstok og Illerup er der de seneste 10 år plantet meget skov, og særligt de karakteristiske pinjetræer fylder mere og mere. Marie og Bente har i skolen hørt om at pinjetræer er gode til at optage CO2, og at vores klima er velegnet til at producere den efterspurgte Pinje-kerne. Stormosen ved Hemstok er blevet sig selv igen, efter manges års påvirkning af den nu nedlagte svinefabrik. På de åbne områder i mosen yngler karakteristiske fugle som rørdrum, dobbeltbekkasin og bynkefullen.

"De store gårde er nedlagt, og med jordreformen er jorden fordelt ud på mange små gartnerier, og der er etableret flere kiwipantager.

Maries mor, Isabella, fortæller, at de tidligere svineindustrier på Hårbyvej og Østermarksvej allerede blev nedlagt før, hun flyttede til Aarhus for læse, idet CO2 udledningen fra svin ødelagde klimaet. Fabrikkerne var også mistænkt for at forurene drikkevandet. Der var eksempler med to naboer, der blev konstateret MRSA smittede. Isabella arbejder for Danish Crown, der oprindelig var et stort svineslagteri, men i dag er mest kendt for deres plantefars, der efterhånden anvendes i de fleste McDonald´s verden over.

De store gårde er nedlagt, og med jordreformen er jorden fordelt ud på mange små gartnerier, og der er etableret flere kiwipantager. Det meste frugt og grøntsager sælges på markedet lokalt i Ry og Skanderborg. Kiwimarmelade og kiwi sticks fra Nygårde sælges i hele Danmark.


Lidt nord for kirken findes det lokale gårdmejeri Fuglsang, hvor Isabella køber mælk og ost. Sommetider er Marie med på indkøb, og hun kan se de store røde køer, der indimellem er på græs ved siden af mejeriet. I skolen har Marie hørt at køer højest må være ude 2 timer uden for deres cow hood (emhætte), der sikrer opsamling af det skadelige metan, som køerne udånder.


Efter besøget på havnen i Ry tager de to piger Smartbussen hjem. Bente fortæller om sommerferien i Lohals, der også kaldes Saint Tropez Long Land. De rejste med det nye IC5 Train til Nyborg og herefter videre med de førerløse hydrogen færger til Langeland – alt i alt ca 1½ time fra Ry. Bentes mormor snakker tit om hendes rejse rundt i verden efter gymnasiet. Hun rejste med fly til både Peru og Cambodia. Bente kender ingen af hendes venner, der har rejst med flyvemaskiner. Det er jo både meget dyrt og klimacrazy. Bente tror ikke, hun har lyst til at rejse rundt i verden som mormor. Hun kan bare besøge stederne med MacGoogles 6D – i går besteg hun Eiffeltårnet og gik rundt i Ankor Wat.